Kooikerhondjen er
en gammel hollandsk race, der blev fremavlet til at lokke ænder i
fælder på fuglefængerens andelokkesteder. Den lille hollandske hund
er da også opkaldt efter den fælde, Kooikeren, der i generationer
blev brugt til at fange levende vildænder ved de hollandske søer.
Kooikeren er oprindeligt en arbejdshund – hundeførerens medhjælper,
vogter over hus og have samt rotte- og musejæger.
Lokkestederne består af en lille sø omgivet af buske, hvor ænderne
kan finde rugepladser, læ og gemmesteder i den hårde vintertid. Det
er i disse områder, Kooikeren har udført sit arbejde sammen med
fuglefængeren – et arbejde som racen er meget velegnet til, på grund
af sin adfærd og bygning. Kooikerhunden lokker ænderne ind i bunden
af endekooien, ved at løbe på bredden med logrende halespids.
Fuglefængeren smider foder ind til ænderne, gennem sprækker i
fangarmens vægge – ænderne kan ikke se manden, men kun hunden, så de
forbinder hunden med maden og følger derfor efter den. I bunden af
endekooien kan fuglefængeren så fange ænderne.
Jagtmetoden er ældgammel og var en af de få mulige jagtmetoder før
geværet blev opfundet. I dag er der kun ca. 100 andefælder i brug i
Holland, og de fleste anvendes til videnskabelige undersøgelser –
bl.a. indfangning af fugle til ringmærkning. I Danmark er jagt med
net ikke tilladt, men kooikeren bruges til meget andet f.eks.
agility og lydighed.
Model af andefælde – endekooi på hollandsk: |
Indgangen til fangarmen
og slutningen
på fangarmen med fælde: |
|
|
En kooiker på arbejde: |
|
Kooikeren var i starten af 1900-tallet tæt på at uddø, som følge af,
at antallet af fuglefængere og lokkesteder faldt kraftigt, og der
derfor ikke var arbejde til kooikerhunden. I 1939 besluttede
baronesse van Hardenbroek van Ammerstol (1901 – 1989), at hun ville
redde kooikerhondjen. Baronessen gav en forbipasserende handelsmand
en tot hår og en beskrivelse af kooikerhunden, og bad ham holde
udkig efter brugbare hunde. Hun fik på denne måde opsporet en tæve
ved navn Tommie. Senere fandt hun frem til hanhunden Bobbie, og ud
fra disse hunde blev Koikerhondjen genetableret. Tommie og Bobbie er
således stamfædrene til de kooikere vi har i dag.
Tommie – stammoderen til den hollandske
kooikerhondje: |
Baronesse van Hardenbroek
van Ammerstol med sine yndlinge: |
|
|
Racen er i dag populær i Holland og får stadig flere tilhængere i
Danmark. Racen blev først anerkendt af FCI i 1971 og de første
kooikere blev importeret fra Holland til Danmark i 1987.
|
Kooikerhunden
|
Kooikeren er en glad, intelligent, livlig og godmodig hund med et
roligt tempe-rament, og den gør som regel ikke ret meget.
Temperamentet bestemmes dog i høj grad af miljøet i hjemmet. Den er
en god vagthund, men går som regel kun i aktion, når der er en god
grund til det. Kooikeren er meget følsom over for skældud og råben,
og reagerer på selv de mindste forandringer i stemmen, så det er
derfor ikke nødvendigt at behandle den hårdt. Den er meget lærenem
og intelligent, og er derfor nem at opdrage, men har som alle andre
hunde brug for en opdragelse med konsekvens, da den ellers kan blive
dominerende.
Når du træner med din kooiker, så husk på de 4 K’er:
• Kontakt – et ”must” for at få samarbejdet til at fungere …
• Kærlighed – gensidig respekt, god ven …
• Konsekvens – kun én kommando, men det du siger …
• Krav – hunden elsker at du stiller krav til den, bare de er
rimelige …
|
Kooikeren er meget glad for at arbejde, og er altid villig til at
arbejde for sin fører, men den elsker også at ligge i sofaen og
blive nusset. Kooikeren kan bruges til lydighed, jagttræning,
agility m.v. og synes det er rigtigt sjovt at lære tricks. De fleste
hunde af denne race er meget glade for vand, men skal dog lære det
at kende, fra de er små. Kooikeren elsker at arbejde
– bare det er
sjovt.
Kooikeren tilpasser sig hurtigt til hjemmet og omgivelserne. Den er
stille og rolig i hjemmet, men livlig og legesyg, når familien har
lyst
til at lege. Kooikeren er en god familiehund, men skal som alle
andre hunde lære at omgås børn og børnene skal lære at respektere
hundens grænser – når kooikeren er usikker vil den normalt gå væk
eller gø, alt efter dens temperament. Den knytter sig meget stærkt
til familien, og følger gerne med i alt hvad der sker i hjemmet. Den
er oftest reserveret over for fremmede – både 2- og 4-benede.
Gensynsglæden er dog stor, hvis der kommer nogen den kender.
Det er
derfor meget vigtigt, at man sørger for at få kooikeren godt
socialiseret – dvs. at den får lov til at møde mange forskellige
mennesker, både børn og voksne, samt andre hunde og dyr
– specielt i
det første leveår. |
|
|
Fakta om racen |
Uddrag af den internationale standard, FCI Standard nr. 314:
FCI Gruppe 8 (apporterende jagthunde)
|
Helhedsindtryk: En adræt, tofarvet hund med næsten
kvadratisk krops-
bygning. Den har veludviklet behæng
på halen og bærer sit hoved
højt. Bevægelserne skal
være flydende og spændstige – ikke
trippende. |
Temperament: En glad hund, men ikke støjende. Dens temperament
bestemmes i høj grad af miljøet i hjemmet. Den er venlig, godmodig
og vågen.
Størrelse: Skulderhøjde ca. 35 - 40 cm. / 9 - 14 kg. (begge køn).
Pels og pleje: Hårlaget er middellangt, en smule bølget (ikke
krøllet) eller glat og tæt liggende. Farven er klart orangerøde,
tydeligt afgrænsede plader på hvid bund – den orangerøde farve skal
være dominerende. Sort/hvid og trefarvet pels er ikke tilladt. Der
foretrækkes hvid blis og orangerøde kinder på hovedet. Kooikeren
kræver ikke megen pelspleje. Pelsen skal børstes regelmæssigt og
ørerne holdes rene. Overflødigt hår mellem trædepuderne skal trimmes
efter behov.
Hoved: Øjnene skal være mandelformede, dybt brune
med et venligt og
vågent udtryk. Kinderne skal være
vel udfyldte og næsen sort.
Skallen skal være passende
bred og moderat hvælvet. Stoppet (=
overgangen mellem næse og skalle) skal være tydeligt markeret, dog
ikke for dybt. Ørerne skal være af middel størrelse og bæres
hængende tæt til kinderne. Ørene har lange behæng og foretrækkes med
sorte spidser – også kaldet ”øreringe”.
Der må ikke findes hvide hår
på ørene. |
|
Krop: Halsen skal være lige og muskuløs, ryggen stærk og brystet
dybt, med passende hvælvede ribben. Halen bæres i højde med ryggen
eller en smule højere og ikke oprullet. Den er godt behængt og har
en hvid ”fjerbusk”. Forbene er lige og uden ret meget behæng. På
bagparten er der faner på bukserne, men intet behæng neden for
haseleddet. Poterne er små med tæt sluttede tæer og beklædt med kort
hår. |
|